|
Sikkerhedsstillelse
-
overfor ejerforeningen
Eftersom ejerforeningen afholder udgifterne for
hovedejendommen på ejerlejlighedsejernes vegne, kan det
forekomme at der opstår pengekrav overfor enkelte
lejlighedsejerne.Kravet kan opstå, hvis den pågældende
ejer f.eks. mangler indbetaling af
fællesudgifter/ejerforeningsbidrag, varmebidrag,
fælleslån m.v. til ejerforeningen.
Det
er derfor sædvane i de fleste ejerforeninger, at der fra
den enkelte ejerlejlighedsejer stilles sikkerhed over
for ejerforeningen med et vist beløb.
Det
vil af ejerforeningens vedtægter fremgå, hvorvidt der
skal stilles sikkerhed i den pågældende ejerforening
samt hvorledes en sådan sikkerhed skal være
etableret/skal stilles.
Sikkerhedsstillelsen til ejerforeningen ligger
sædvanligvis altid uden for købesummen, idet der netop
er tale om en sikkerhedsstillelse og ikke en betaling af
et beløb. Sikkerheden til ejerforeningen er således ikke
udtryk for, at man som køber skal skaffe et yderligere
kontantbeløb, svarende til sikkerheden.
Sikkerhedsstillelsen er en sikring af, at
ejerforeningens andre medlemmer ikke lider et tab,
såfremt en enkelt eller flere ejerlejlighedsejere ikke
kan betale de normale løbende ydelser; dog begrænset til
et maksimum svarende til den stillede sikkerhed.
Sædvanligvis stilles der sikkerhed fra den enkelte
lejlighedsejer overfor ejerforeningen ved at vedtægterne
tinglyses pantstiftende på alle ejerlejlighederne,
således at der stiftes pant (sikkerhed) for det i
vedtægterne foreskrevne beløb med f. eks. kr. 30.000 for
hver enkelt ejerlejlighed. Dette benævnes som, at
vedtægterne tinglyses pantstiftende.
Alternativt kan det være foreskrevet, at ejeren skal
stille sikkerhed i form af et ejerpantebrev, et
skadesløsbrev eller eventuelt et depositum med sikkerhed
i den omhandlede ejerlejlighed.
Oftest vil man som køber i forbindelse med et ejerskifte
indtræde i et eksisterende tinglyst ejerpantebrev, som
sælger har stillet som sikkerhed for ejerforeningen, men
der kan også være tale om at udvide/forhøje
sikkerheden/ejerpantebrevet i forbindelse med et
ejerskifte.
Såfremt der er tale om, at køber overtager en
eksisterende sikkerhed i form af et ejerpantebrev
tinglyst på ejendommen uden ændring, vil købers rådgiver
skulle udarbejde en Gældsovertagelses- og
håndpantsætningserklæring til sælgers og købers
underskrift.
Det
er i forbindelse med køb vigtigt, at man som køber er
opmærksom på et eventuelt behov for sikkerhedsstillelse,
fordi sikkerheden til ejerforeningen skal respekteres,
når finansieringen af købet gennemføres. Endvidere skal
det ihukommes at omkostningerne i forbindelse med
overførslen af en eksisterende sikkerhedsstillelse ved
ejerskifte påhviler køber, såfremt sikkerheden er
uændret. Såfremt sikkerheden skal forhøjes ved
ejerskiftet, påhviler omkostningerne herved imidlertid
sælger.
Det
skal fremgå af købsaftalen, hvorvidt der skal ske
ændringer i sikkerhedsstillelsen ved køb af
ejerlejligheder.
|